Juli Morgen i Kamen Bryag

“Der var jeg på en juli morgen

Leder efter kærlighed

Med styrken af en ny dag der gryer

Og den smukke sol….”

Syngende sammen med John Lawton fra Uriah Heep

Havet er livet, musikken er kærlighed, og solen er frihed. Det var det, jeg indså i de tidlige timer den 1. juli 2012, mens jeg stod på de klippefyldte skrænter nær landsbyen Kamen Bryag, og kiggede på de første solstråler på horisonten, syngende teksten til en sang, jeg havde kendt siden gymnasiet. Kald det en åbenbaring, kald det cheesy sentimentalitet, kald det hvad du vil, det er ligegyldigt. Jeg planlægger ikke at forklare mine tanker her, alligevel. Jeg vil bare tale om en begivenhed, der havde stor indflydelse på mig.

OK, hvor var jeg præcist, og hvad lavede jeg der? Nå, mine venner og jeg tog til kystlandsbyen Kamen Bryag i den nordøstlige del af Bulgarien for at fejre juli morgen… du ved, den berømte bulgarske tradition?

Det fandt første gang sted en gang i 1980'erne, hvor en gruppe unge bulgarske entusiaster besluttede at organisere en symbolsk protest mod det kommunistiske regime, der herskede i landet på det tidspunkt, ved at samle sig på en sandstrand, vente på at solen kom ud, og hente inspiration fra den emblematiske rockballade Juli Morgen af Uriah Heep (deraf navnet). Det var en simpel, men kraftfuld tradition, så den tog fart, og folk begyndte at fejre den overalt. Og omkring tredive år senere besluttede jeg også at se, hvad det hele handlede om.

Det handler ikke længere om kommunistisk undertrykkelse, det kan jeg sige med sikkerhed. Den fejlfri skønhed af natur og musik er vigtigere nu end ren politik. Ah, ja, det hele var ikke så kaotisk og rodede, som jeg havde troet, det ville være.

For det første havde begivenheden et navn: Juli Morgen Fest, kaldte de det. Det kom sammen med en ægte rockscene til bandene at spille på og en hel bunke sikkerhedsvagter. Deres opgave var den sværeste: området var fyldt med nysgerrige mennesker, der aldrig stoppede med at beundre de fantastiske udsigter over det enorme Sorte Hav og de stejle klipper, der rejste sig 50 meter over de skummende bølger, og de måtte sikre, at ingen kom til skade. De havde endda sat forsigtighedsbånd op for at forhindre fans i at komme for tæt på kanten af klipperne. Er det ikke lidt for meget, tænkte jeg. Det viste sig, at det ikke var det. Nogle lokalbefolkning fortalte mig, at flere mennesker var styrtet i døden i tidligere år, så sikkerhedsforanstaltningerne var absolut nødvendige.

Vi rejste derhen med bil - det var den nemmeste måde. Vi tog genvejen fra Varna gennem landsbyen Kichevo, som slet ikke var travl og åbnede op for nogle betagende scener af endeløse solfredsfelter. Selvfølgelig var den traditionelle rute, der går gennem guldsand, Kranevo og Albena badebyer, også en mulighed.

Byen Kavarna var det eneste sted, hvor vi stoppede for at tage en hurtig bid, før vi nåede den lille landsby Kamen Bryag. I dag er det almindeligt kendt som klippehovedstaden i Bulgarien, og den huser Kavarna Rock Fest, en af de største musikfestivaler i landet. Desuden tror jeg, det er det eneste sted på Jorden, der har en tung borgmester i stedet for en almindelig en. Jeg kender ikke til det. 

Da vi gik ud fra Kamen Bryag, måtte vi tage en grusvej, der førte os til den klippefyldte strand, hvor begivenheden skulle finde sted. Der var aldrig chance for, at vi ville gå tabt, selv uden hjælp fra GPS'en: regionen var fyldt med folk, der alle bevægede sig i den samme retning - mod den store grønne slette over klipperne, hvor vi om mindre end 20 timer ville se solen stige. Da vi endelig kom derhen, følte jeg i et øjeblik, som om jeg var blevet teleporteret til optagelserne af Hair. Stedet så ud som en rigtig hippielejr med alle teltene, bilerne, motorcyklerne og folk, der fooler rundt, drikker øl, lytter til rockmusik, griner, sætter improviserede griller op og generelt nyder sig selv. Jeg var ikke skuffet eller bange. Jeg var begejstret.

Efter denne indledende chok, samlede vi os og satte ud på en søgen efter den bedst mulige plads til at slå vores telte op. Det var ikke en særligt let opgave, fordi vi ankom sent, og alle de gode pladser med udsigt over havet allerede var taget. Vi blev senere fortalt, at man bør komme før middag, hvis man vil få en bedre plads. Til sidst fandt vi et OK stykke land, hvor vi kunne opbygge vores camp. Så vi gjorde os komfortable og begyndte at lytte til lyden af lydprøven, der foregik på scenen. Koncerten ville ikke begynde før daggry.

Selvom vi kom for solopgangen, var solnedgangen også ekstremt imponerende. Månen dukkede op på den mørke himmel lige efter, at solen gemte sig bag klipperne og trak en vidunderlig gylden sti over det rolige hav. Kort tid efter forsvandt den også, dog, og natten blev så sort som kul. Al larmen forsvandt. Måske lå alle bare stille på jorden og kiggede op på den stjernespækkede himmel, jeg ved det ikke, jeg kunne ikke se noget. Som natten skred frem, blev det koldere og koldere. Den stærke brise fra havet fik mig virkelig til at fortryde min beslutning om at lade min vinterjakke blive hjemme. Men så igen, hvem ville have troet, at det ville være så koldt midt om sommeren? Ikke mig, åbenbart.

Det var virkelig, virkelig stille i et stykke tid. Så, klokken 3.30 om morgenen: HEY, TID TIL AT VÅR OG FESTE, FOLKENS!, råbte nogen fra scenen, og bandet begyndte at spille. Koncerten var gang. En time senere, da musikken blev højere, ændrede himlen gradvis farve fra sort til grålig-lilla.

Kl. 5 om morgenen dukkede John Lawton op på scenen og begyndte sin optræden. Hver eneste sjæl var vågen ved det tidspunkt, og ventede forventningsfuldt på kulminationen. Kl. 5.20 hørte jeg de indledende akkorder fra Juli Morgen. Minutter senere sang jeg… sammen med John, sammen med mine venner, sammen med alle… men samtidig var jeg uvidende om alt, hvad der foregik omkring mig. Øjeblikket af klarhed for mig kom, da solen begyndte at bryde gennem de grå porte til horisonten. Det hele blev klart for mig, bogstaveligt talt.

Solen kom ud, ildrød. “Det er derfor, vi er her!” råbte Lawton. Han havde ret. Folk krammede og kyssede, dansede og glædede sig, mens solen steg højere og højere op i himlen. Alle tog billeder af dette øjeblik, forsøgte at fange det storslåede syn med deres fancy kameraer og dyre linser. Du kan ikke putte evigheden ind i en ramme, tænkte jeg, du kan kun være glad for, at du havde chancen for at witness det med dine egne øjne.

Koncerten sluttede ikke før kl. 7. Alle deltog i sjovet. Selv borgmesteren i Kavarna deltog i festen og optrådte med et par sange på scenen. Solen blev lysere og varmere. Da musikken var overstået, begyndte campisterne at pakke stille. Jeg kunne se deres trætte, smilende ansigt, mens de satte sig ind i deres biler og på deres cykler. Jeg vidste, hvorfor de var så glade. Jeg var glad af de samme grunde, også: solen, musikken og havet.

Fotos af Gab Dakovski