Hvor ofte hører du noget, der får dig til at få kuldegysninger ned ad ryggen? Du ved – gåsehud, vandede øjne, en følelse af at dit hår rejser sig? Nå, det er præcis, hvad der sker med mig hver gang jeg hører bulgarsk folkemusik. Jeg har ofte spekuleret, hvorfor sker dette? Er det på grund af den magiske fusion af traditionelle instrumenter? De bløde blæs på gedeskindfløjte (gaida) sammenfiltret med de mystiske lyde fra end-blæste fløjte (kaval) og suppleret af den kraftige lyd fra den store tromme (tupan)? Eller mystikken af de overjordiske stemmer, der, når du lukker øjnene, får dig til at føle, at du svæver i luften?
Jeg finder måske aldrig svarene på disse spørgsmål, men det er en kendsgerning; bulgarerne har endnu en grund til at føle stor stolthed over deres arv – landet, der menes at tilbyde en af de rigeste folkemusikker på planeten.
Det, der traditionelt kaldes “bulgarsk folkemusik”, har sine rødder i gamle skikke og traditioner, der afspejler den fem hundrede år lange osmanniske slaveri/herskabsperiode, som aldrig lykkedes at knuse bulgarernes livlige ånd. Vores traditionelle musik er yderst forskelligartet og karakteristisk og er kendt for sine usædvanlige ‘asymmetrisk’ rytmer, hvor rytmen ikke deles ind i lige takter, men i længere og kortere.
En anden interessant kendsgerning om den traditionelle bulgarske sang er, at den altid fortæller en historie. Skabt i små landsbyer gemt væk i dalene af vores smukke bjerge, ville kvinder ofte samles og synge sammen, fortælle historier om kærlighed, familie, arbejde, dagligdags pligter eller hvad som helst andet, der ville udløse deres inspiration. Traditionelt set tjente disse sange som nyheder – fra landsby til landsby og dal til dal – kvinder plejede at skabe disse magiske lyde og dele deres historie. Denne tradition blev givet videre fra mor til datter gennem mange generationer.
I dag er det, der giver os kuldegysninger og gåsehud, stemmen fra en kvinde ved navn Valya Balkanska. Hendes sang “Izlel e Delio Haidutin” er en af de 27 musikalske optrædener, der engang blev sendt ud i rummet i 1977 ombord på den amerikanske Voyager. Den
UNESCO-hedrede “verdensborger”, Balkanska er en af Bulgariens største skatte, ikke kun kendt for sin utrolige stemme, vokal kapacitet og område, men også for sin fænomenale evne til at genskabe den mystiske atmosfære af den traditionelle
Rhodope-bjerg syngen.
De karakteristiske stemmer fra bulgarske kvindelige folkesangere kan også høres i den Grammy-vindende serie af optagelser Le Mystere Des Voix Bulgares (Mysteriet om de bulgarske stemmer). Det prisbelønnede album af bulgarske folkesange udført af den Bulgarske Stats Radio og TV Kvindelige Vokal Kor var resultatet af femten års hårdt arbejde af den schweiziske etnomusikolog og producer Marcel Cellier, der erkendte deres talent og udgav albummet på sit lille Disques Cellier-pladeselskab tilbage i 1951. En af de mest berømte sange på albummet er “Pritouri se planinata”. Oprindeligt udført af Stefka Sabotinova, er den en del af filmens soundtrack “Jesus of Montreal” (Jésus de Montréal). Derudover kan “Pilentse pee” høres på Jason Derulos Billboard hit – “Breathing”.
Den fortryllende bulgarske fusion af dramatiske lyde, værdsat over hele kloden, skabes også af de unikke rytmer, harmoni og polyfoni, der er typiske for sange fra Shope-regionen, Bulgariens hovedstad
Sofia og
Pirin regionen. Trio Bulgarka er for eksempel en anden kvindelig vokalgruppe, der genskaber teknikkerne fra disse regioner. De blev berømte, da Kate Bush sampled deres sange og brugte dem i sit album fra 1993, The Sensual World.
Så det er ikke overraskende, at udenlandske publikum har værdsat bulgarsk folkemusik i mange årtier. Og det er ikke chokerende, at når de hører bulgarsk folkemusik, får folk gåsehud og bliver fascineret af de lyde, der kommer ud af deres lydsystemer. Når alt kommer til alt, er der en grund til, at disse sange blev sendt ud i det ydre rum, sammen med mesterværker af Mozart og Beethoven. Hver gang jeg lytter til Valya Balkanska og “Izlel e Delio Haidutin”, bliver jeg taget til det mystiske rum, et tid og sted, der er typisk for mine rødder, for mit fædreland. Det er historierne bag disse smukke stemmer og kraftfulde instrumenter. Det er smerten og følelsen, der gør disse sange virkelig bemærkelsesværdige.
