Afsløring af Strandzha Bjergs mysterier

Udbredt over et stort område af land i det sydøstlige hjørne af Bulgarien, har Strandzha-bjerget altid været en af de mest mysteriske og gådefulde destinationer i landet. Ja, vi har færdedes på dets smukke grønne bakker og nydt den fredelige ensomhed på de vilde strande, de mange gange forvandles til; vi har måske endda gået barfodet på glødende kul sammen med nestinarerne i Balgari By en eller to gange, men det var stort set det hele. For nylig prøvede vi at finde flere oplysninger om bjerget – vi spurgte venner, vi gennemrovede internettet, men vi fik ingenting… zip, zilch, nada. Så besluttede vi endelig at tage fat om det med den gammeldags metode. Vi tog dertil, kom i kontakt med nogle venlige lokale… og her er alle de vidunderlige steder, de tog os til.

Natur først! Da vi kom ind i den slidte pickup-truck, kørte vi direkte til hjertet af bjerget, hvor vi så nogle utrolige dyr og planter som den europæiske dam-skovskildpadde og den gule vandlilje. De lokale guidede forklarede, at der var mange teorier, der hævdede, at istiden aldrig faktisk ramte Strandzha, og at det var hovedårsagen til, at disse forhistoriske arter overlevede. De fortalte os også om den symbolske pontiske rhododendron, som blomstrer i cirka to uger hver forår. Faktisk er denne blomst så smuk og så værdifuld for de lokale mennesker, at de endda har viet en hel festival til den. Unægtelig er det involveret masser af dans, sang og trekking og finder normalt sted i maj.

Om aftenen havde vi muligheden for at prøve nogle typiske retter. Den lækre dock-paste (zelnik) og røget fisk kombineret perfekt med flasken af hjemmelavet fig-rakia, de bragte os. Og om morgenen… tilbage i trucken igen – tid til at udforske det landsbycharme i Strandzha.

Vores første stop var den arkitektonisk imponerende Slivarovo By, hvor vi blev vist nogle unikke gamle huse… og en hel bunke af hængende toiletter. Ja, du læste korrekt. De er lavet af træ, ligner almindelige altaner og er en integreret del af de lokale folks hjem… for ikke at nævne, at de også er ret bekvemme. Den gamle Valchanov-bro - en udsøgt kopi af de klassiske venetianske stenbroer - var heller ikke for langt væk fra landsbyen, men vi ville sandsynligvis aldrig have fundet den, hvis ikke det havde været for vores dejlige guider.

Vi kørte derefter til landsbyen Stoilovo for at tjekke de berømte æsler, der blev opdrættet der. Det viste sig, at stedet havde en befolkning på kun 50 personer, som dog ejede over 300 æsler! Den største attraktion i landsbyen var åbenlyst æsel-safarien, så naturligvis gav vi det et forsøg. Og vi blev bestemt ikke skuffede.

De følgende par dage var helt dedikeret til ånden og hemmelighederne i Strandzha. Vi opdagede det hellige sted Indipasha med sine hjerteblændende, opkvikkende naturlige egenskaber og drak fra de helbredende vand fra dets mineralbrønd, som ifølge legenden havde magiske kræfter og kunne helbrede blindhed. Vi besøgte mindst et halvt dusin gamle thrakiske helligdomme og grave og deltog i en række renselsesritualer. Selvfølgelig lærte vi også en hel del om hesykasme og så de fleste af de kristne templer, hvor denne tradition opstod, inklusive de specielle huller i jorden, hvor munkene ville sidde i flere måneder uden at ytre et eneste ord. Efter vores mening kan deres prakt prissættes ved Aladzha Kloster nær Varna og de Klippehyldte Kirker i Ivanovo i det nordøstlige Bulgarien.

Guiderne tog os endda med på en tur omkring de mest populære guld- og kobberminer i regionen og lærte os, hvordan man udvinder guld fra floderne… ikke at vi fandt nogen, men alligevel. I det mindste har vi nu know-how. Forresten er det kendt for et faktum, at det guld, der blev brugt til fremstillingen af Varna Skatten, den ældste guldskat i verden, kom fra Strandzha.

Således sluttede vores fantastiske eventyr. Vi opnåede vores mål. Og alt, hvad vi havde brug for, var en uge fri og et par venlige lokale til at vise os rundt.